- Århus Stiftstidende, 2. juli 2022
DEBATINDLÆG: Vores lærere og skoleelever er hver skoledag udsat for et sundhedstruende indeklima. Realdania har stået for en undersøgelse fra 2019 til 2021 i 33 folkeskoler i hele landet, som viser, at iltniveauet er under niveau tre timer om dagen, hver dag i hele skoleåret.
Et ph. d.-projekt fra Aarhus Universitet har vist, at i en stikprøve på 15 danske skoler havde 81 procent af klasseværelserne synlig fugt og skimmelsvamp.
Man kan jo anføre, at lærerne og eleverne blot kan søge en anden stilling eller vælge at gå på en anden skole. Men problemerne er så udbredte, at det ikke er en realistisk mulighed.
Forskerne fandt videre, at alle klasseværelser havde kuldioxid-niveauer over det anbefalede niveau.
Danmarks Tekniske Universitet har også påvist, at luftkvaliteten på seks ud af 10 danske grundskoler er dårlig.
I Sverige har man ved lov fastsat et CO2-mindstekrav. Det, mener jeg, kan blive nødvendigt også i Danmark, når DTU har påvist, at 56 procent af vores skoleelever ikke får tilstrækkeligt med ilt.
Der er en arbejdsmiljølov, som omfatter lærerne og derfor også automatisk burde være en løsning for skoleeleverne. Men det er jo klart, at med de gentagne alarmerende målinger bliver vi nødt til at være mere præcise i kravene til iltniveauet.
Ifølge bygningsreglementet for nybyggeri af skoler er der krav til kuldioxid-niveauet.
Disse krav har så desværre ikke været gældende for gamle skoler.
Jeg har derfor som indeklimaordfører ved samråd med undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil drøftet de massive problemer med indeklimaet i de danske folkeskoler.
Og det er endelig bevist, at der er en direkte sammenhæng mellem indeklima og indlæring.
Samtidig viser det sig også, at mekanisk ventilation giver flere svampesporer i lokalerne end naturlig ventilation, muligvis, fordi ophvirvlet støv svæver rundt i luften i længere tid i mekanisk ventilerede rum.
I det hele taget er udfordringen, at ventilationsanlæggene alt for ofte ikke er vedligeholdt godt nok. Filtrene bliver heller ikke skiftet hvert halve år. Det er altså en mangel på forståelse for de ventilationsanlæg, som nogle skoler så rent faktisk har. Mange skoler slukker for ventilationsanlægget om natten eller i ferieperioder. Det har som konsekvens, at koncentrationen af partikler i anlægget stiger og bliver pustet ud om morgenen eller efter feriens afslutning.
Vi skal have indført nudging sådan, at vinduerne bliver åbnet, når iltniveauet bliver for lavt. Og hvorfor åbner man ikke bare vinduerne i frikvartererne? Fordi lærerne har rigeligt at se til med børn, der græder eller skændes, eller konflikter, der skal løses.
Eller fordi man tror, at et ventilationssystem betyder, at der er et fint iltniveau.
Som indeklimaordfører har jeg således udlånt et nudging-apparat til boligminister Christian Rabjerg Madsen. Apparatet lyser rødt, når iltniveauet falder, sådan, at man sørger for, at vinduet bliver åbnet på ministerkontoret.
Jeg er selvsagt meget spændt på mit eget selvbestaltede videnskabelige projekt og vender forhåbentligt snart tilbage med en konklusion.