Radikale vil kræve ladestandere til elbiler i alle nye byggeprojekter

  • Børsen, 19. januar 2022, Mathias Rose

EJENDOMSSTAFETTEN Tomme kontorlokaler skal omstilles til billige boliger, og der skal være krav om ladestandere til elbiler i nye byggeprojekter. Det mener boligordføreren fra Radikale Venstre, SusanKronborg

Ejendomsstafetten er rykket ind på Christiansborg. Børsen har spurgt boligordførerne fra Folketingets ni største partier om deres vigtigste opgaver, udfordringer og fremtidsudsigterne for boligpolitikken.

Denne uges stafetholder er Susan Kronborg fra Radikale Venstre.

Hvilke tendenser ser du, der påvirker dit arbejde? ” For mange lærere, pædagoger og sygeplejersker er det for dyrt at købe en lejlighed i København. Det samme problem har projektansatte, som kun periodevis har en høj indkomst og derfor typisk ikke kan blive godkendt til et realkreditlån.

Samtidig er København kendetegnet ved en overvægt af singler.

Radikale ønsker at starte en flyttekæde ved at ombygge alle de tomme kontorbygninger til kollegieværelser til de studerende. Jeg tror, at pandemien og mere hjemmearbejde vil resultere i nogle tomme kontorer. Vi bliver nødt til at tænke ud af boksen og bruge den plads, som burde opstå, til at skabe billige og flere almene boliger. Der er mange studerende fra alle dele af landet, som flytter til København og mangler et fællesskab i en ny by. Hvis der er tilstrækkeligt med kollegier, vil det frigive lejligheder til øvrige befolkningsgrupper.

Kollegieværelserne kan samtidig indtænkes sådan, at de nemt kan omkonverteres til seniorboliger samt huse unge hjemløse, der skal finde vej ind i en normal hverdag med arbejde.” .


Hvad er din vigtigste opgave ift. boligpolitik?

” Vi vil i Radikale kæmpe på bæredygtighedsfronten.

Der skal bygges med bæredygtige materialer, solceller på alle tage, og alle beboere skal have elladestandere.

Hvis jeg skal nævne en ting som den vigtigste lige nu, så er det at prioritere elladestandere. Vi bør stille krav til ejendomsudviklere om, at der skal etableres ladestandere, når man bygger nye ejendomme. Der er lejere i etagebyggeri, som rigtig gerne vil omstille til elbil, men ikke har muligheden lige nu. De skal have bedre muligheder for at lade deres bil op. Behovet for og ønsket om at eje en elbil er ikke kun eksisterende i parcelhuskvartererne.” .


Den største udfordring for boligpolitikken?

” Det er at skabe nok betalbare boliger.

Vi kan alle komme i en livssituation, hvor vi har brug for en almen bolig. Den nyligt fraskilte sygeplejerske har måske ikke råd til at blive boende i skoledistriktet, så hun har brug for at kunne flytte ind i en almen bolig. På den måde kan børnene stadig gå på den samme skole. Den pensionerede lærer bliver måske nødt til at sælge huset, når manden går bort. Men hun vil gerne blive boende i landsbyen, hvor hun har levet med sin mand i en menneskealder. Jeg ser en stor opgave i, at vi i alle dele af Danmark kan få villaer blandet med rækkehuse og lejligheder. Vi må indse, at vi alle igennem et langt liv går fra at være ressourcesvage til ressourcestærke og omvendt. Dernæst skal vi blande ressourcestærke med ressourcesvage i alle kommuner.”.

2 kommentarer

  1. Thank you for your sharing. I am worried that I lack creative ideas. It is your article that makes me full of hope. Thank you. But, I have a question, can you help me?

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *