Børsen 2. december 20210
DEBAT Vores virksomheder bløder arbejdskraft, og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) laver kun benspænd.
Vores virksomheder bløder arbejdskraft og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) laver kun benspænd
Et selskab har henvendt sig til mig om deres Sisyfos arbejde med at ansøge om arbejds- og opholdstilladelse til en ny medarbejder. Kan det være rigtigt at vores virksomheder får en så dårlig behandling!?
Virksomheden ansøger medio 2021, men først ultimo oktober 2021 modtager de et brev fra SIRI, hvor de beder om nye oplysninger med 14 dages svarfrist som er udløbet på tidspunktet, hvor de modtager brevet! SIRI ønsker altså, at det er vores danske virksomheder der skal påtage sig risikoen for, at der måske er afsendt et brev. Hvad med at sende en mail i stedet for?!
Efter almindelige retsprincipper er det i øvrigt den som afgiver et påbud, der bærer risikoen for om et brev kommer frem.
SIRI er ligeglad med at deres fastsatte frist for længst er udløbet og giver besked om at medarbejderen skal være udrejst af Danmark senest 3. november.
Og hvor er ombudsmanden i alt det her. Finder ombudsmanden, at det er ok at en offentlig myndighed beder borgere og virksomheder om at bære risikoen for at breve kommer frem med? Jeg stiller mig uforstående over, at SIRI slet ikke overvejer de almindelige retsprincipper om påbud. Man skulle tro, at med de alvorlige konsekvenser det har for virksomheden, kunne Siri i det mindste reagere med lidt større kulance, når de nu ikke kender til retsprincipperne om påbud.
Det skriftlige afslag bliver selvfølgelig påklaget af virksomheden. SIRI har derefter den frækhed, at oplyse om 14 måneders sagsbehandlingstid!
Den sagsbehandlingstid er fuldstændig uholdbar for vores danske virksomheder, der i sagens natur ved ansøgninger til SIRI, har et akut behov for at ansætte udenlandske medarbejdere med specielle kvalifikationer. Ellers ville virksomheden jo betydeligt nemmere kunne undgå SIRI og ansætte en dansker.
Jeg må sige, at det beskrevne forløb lyder som et forhindringsløb, hvor det er meningen ingen skal nå i mål.