Susan Kronborg
Folketingskandidat og byrådskandidat for Moderaterne
Alt for mange med psykisk mistrivsel – både børn, unge og voksne – må vente alt for længe på hjælp. Flere steder i landet er ventetiden ikke bare måneder, men år. Moderaterne har længe sagt, at vi må gøre det anderledes. Nu sker der noget.
Med regeringens nye psykiatriudspil vil vi sikre hurtigere, mere tilgængelig og mere sammenhængende hjælp – tæt på hverdagen.
Et af de vigtigste tiltag er oprettelsen af særlige ADHD- og autismeklinikker i hele landet – for både børn, unge og voksne. Klinikkerne skal bemandes med specialpsykologer, pædagoger og andre faggrupper og ligge uden for den pressede sygehuspsykiatri. Det gør hjælpen mere tilgængelig og frigør kapacitet i det specialiserede system.
Samtidig styrkes de lettilgængelige kommunale tilbud, hvor især børn og unge, som mistrives, kan få støtte uden lang ventetid eller krav om henvisning. Det er vigtigt, fordi de griber børn og unge tidligt inden deres mistrivsel udvikler sig. Mange kommuner er allerede godt i gang, og med udspillet sikrer vi, at tilbuddene bliver varige og landsdækkende.
For voksne betyder udspillet bl.a., at der oprettes afklaringspladser i kommunerne, så man ikke risikerer at blive liggende på en hospitalsstue efter endt behandling, fordi et kommunalt tilbud mangler. Det er både uværdigt og spild af ressourcer.
Hjælp skal gives, mens der stadig er noget at gribe. Det gælder både børn, unge og voksne.
Ugeavisen Skanderborg 21. april 2025