Publiceret Østbirk Avis 10. april 2021, Avisen Danmark og Helsingør Dagblad 11. april 2021, Midtjyllands Avis 14. april 2021, Ugebladet Skanderborg 23. april 2021,
Der er mange snørklede regler for at få statsborgerskab, men nogen gange er det helt vanvittigt. De regler Mastarn er omfattet af, er beskrevet på ministeriets hjemmesiden sådan ”Børn, som ikke har mulighed for at blive danske statsborgere sammen med en forælder.” Det fremgår, at ”Det er en betingelse, at barnet er under 18 år frem til vedtagelsen af det lovforslag, som barnet måtte blive optaget på. Dette gælder, uanset at ansøgningen indgives, inden barnet er fyldt 18 år.”
Mastarn indsender således sin ansøgning mere end et år inden hun fylder 18 år. Ovenikøbet skriver hun ind til ministeriet og gør opmærksom på, hvornår hun fylder 18 år og beder dem om at være opmærksom på fristen om, at hun skal være under 18 år inden vedtagelsen af indfødsretsmeddelelsen som fremsættes to gange om året.
Indfødsretskontorets administrative praksis må altså forstås sådan, at hvis Indfødsretskontoret med rettidig omhu havde behandlet anmodningen af den 18. juni 2019, kunne Mastarn rigeligt have nået at komme med på lovforslaget oktober 2019, som blev vedtaget december 2019. Mastarn kunne også have nået at komme med på lovforslaget i foråret 2020 i rigelig tid inden det fyldte 18. år i august 2020.
Alligevel sender ministeriet et afslag på statsborgerskab den 23. januar 2020, selvom ansøgningen er indsendt den 18. juni 2019. Ministeriet henviser til, at en ansøger, der søger som barn og hovedperson på et lovforslag, skal være under 18 år ved tidspunktet for lovforslagets vedtagelse samt at næste lovforslag er i oktober 2020, der forventes vedtaget i december 2020.
Jeg har derfor som indfødsretsordfører spurgt ministeren om det virkelig er ansøgers risiko, at Indfødsretskontoret har en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 20 måneder eller har ansat for få sagsbehandlere. Kan det være rigtigt, at ministeriet har en administrativ sagsgang, hvor ministeriet med åbne øjne modtager ansøgninger som på grund af manglende prioritering et år senere ikke er blevet behandlet og derfor alene af den grund resulterer i afslag på statsborgerskab?
Mastarn er født i Danmark, har et gennemsnit på 11.5 fra folkeskolen og har selv ønsket at blive døbt. Vi kan simpelthen ikke være bekendt, at lave kafkaske systemer som forhindrer almindelige borgere i at få statsborgerskab på grund af en frist, der udløber ved det 18. år, når den eneste grund til at fristen ikke overholdes det er sagsbehandlingstiden. Vi skal ikke finde os i at statens nøl går ud over os – det må være staten som bærer risikoen for egen sagsbehandlingstid
Thanks for sharing. I read many of your blog posts, cool, your blog is very good.
Your article helped me a lot, is there any more related content? Thanks!