Radikale om høje byggepriser: Regeringen skal genoverveje ghettoplanens nedrivningskrav

21. januar 2022 Altinget

Stigende materialepriser truer regeringens plan om at bygge flere almene boliger og gør det nødvendigt at genoverveje ghettopakkens nedrivningskrav, skriver Susan Kronborg (R).

Vi bliver i højere grad nødt til at ombygge i stedet for at nybygge. Ellers vil materialeomkostninger til byggeri og den store mangel på håndværkere sætte en stopper for regeringens ønske om 22.000 flere almene boliger. 

Det er også en nærliggende tanke, at nedrivningen af almene boliger i de såkaldte “ghettoområder” efterhånden ikke giver særlig meget mening. Det er mit råd til regeringen, at man optræder mere agilt og genovervejer nedrivningskravene i ghettoplanen.

Jeg er med på, at man ønsker, at der bliver mere ressourcestærke beboere i alle dele af danmarkskortet. Den sociale arv kan blive brudt i børnehaveklassen. Vel at mærke, hvis der er kammerater, som kommer fra forskellige socialklasser. Undersøgelser viser, at det allerede er for sent i første klasse. 

Bygninger kan få andet formål 

Vi er alle i en livscyklus, hvor vi går fra at være ressourcestærke til at være ressourcesvage.

Det er sygeplejersken, som bliver skilt og ikke har råd til at bo i kæmpevillaen, men har brug for en billig bolig i skoledistriktet, så børnene ikke skal skifte skole. Det er læreren, som mister sin mand og gerne vil blive i den landsby, hvor hun har boet i en menneskealder. Men hun har nået en alder, hvor der ikke er overskud til at passe hus og have. Hun har også brug for en billig lejlighed.

Løsningen for regeringen kunne være, at man foretager mageskifte i stedet for nedrivning. De bygninger, der står til nedrivning, kunne anvendes til offentlige arbejdspladser, og de almene beboere kan tilbydes bolig i de offentlige bygninger, som staten selv ejer.

I stedet for nedrivning kunne rådhuset blive placeret i de områder, der er omfattet af ghettoplanen. Der kunne anbringes aftenskoler, foreninger og foredrag i de udsatte boligområder.

De aftenskoler, klubber, fritidsaktiviteter med mere, som findes i kommunen, skal altså i højere grad anvende lokaler i de udsatte boligområder, så alle får deres gang i aftenskolerne eller foreningerne. 

Dyrk det grønne byggeri 

Alternativet er, at byggeplanerne må ligge i skuffen, indtil byggeomkostningerne kommer ned på et mere normalt niveau. Det er jo ærgerligt, når vi gerne vil indfri de forhåbninger, som vi i Radikale har, til at udnytte byggeri i stor stil til at indvinde og høste erfaringer med grønt byggeri.

Radikale forventer store eksportmuligheder i den vidensopsamling, som et byggeri af 22.000 almene boliger kunne give. Hvis vi kommer i gang, vil der være et nyt bæredygtigt eksporteventyr, ligesom vi har haft med vindmøllerne. Det vil sige, indtil Anders Fogh Rasmussen trykkede på pauseknappen i ti år.

Vi er allerede ved at blive overhalet indenom af andre lande. Men det er godt, at der er nogen, som dyrker det bæredygtige og grønne byggeri. Der skal solceller på alle tage og ladestandere til lejere i boligbyggeri, ligesom der også skal bygges i træ i Danmark.

1 kommentar

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *