Jeg er både fartbølle og løgner. Eller måske bare en bagatelsag

Omtale Politiken 14. april 2021

Jeg er både fartbølle og løgner. Eller måske bare en bagatelsag

Siden afslaget på min ansøgning om statsborgerskab har jeg oplevet et system præget af tilfældigheder og modsætninger. Tænk, hvis jeg havde været en af dem uden hjælp.

Som man dog kan tage fejl. Her troede jeg, at jeg som datter af en britisk far og en dansk mor – og efter 48 af mine 49 leveår i vores lille kongerige – rimelig nemt kunne blive dansk statsborger. Men nej, staten anser mig for at være en fartbølle. Sådan beskrev jeg det i Politiken 13. marts 2021 under overskriften ‘ Katrina kørte 16 km i timen for stærkt. Straffen var enorm’.

Ekkoet efter indlægget var også enormt. Flere medier og politikere sætter nu spørgsmålstegn ved meningen bag galskaben. Undervejs har jeg lært, at jeg i min naivitet har misforstået en del om retssikkerhed i Danmark: Min største forseelse i myndighedernes øjne, for at jeg kunne kalde mig dansker, har ikke været, at jeg for tre år siden kørte 96 km/t i stedet for de tilladte 80 km/t på en kort strækning på Køge Bugt Motorvejen. Nej, det, som hang som en endnu tungere mørk sky over min sag – uden at jeg anede det mindste om sagens gang – var min status som ‘ sigtet for svig’ i forbindelse med denne fartbøde: Jeg ikke havde opgivet min forseelse i min ansøgning.

UNDERVEJS i den omfattende statsborgerskabsansøgning skal man bl. a. udfylde 27 sider med spørgsmål om alt fra sine forældres cpr-numre til rejser ud af landet de seneste 12 år. Da jeg kommer frem til afsnittet ‘ Kriminalitet’, går det til gengæld lynhurtigt, for jeg ved, at jeg aldrig nogensinde har begået noget kriminelt, og derfor er det let at svare på alle spørgsmålene.

Efter tre dage får jeg brev fra Udlændinge-og Integrationsministeriet om, at de har indhentet informationer i kriminalregistret og kan se, at jeg i april 2018 har modtaget en bøde på 3.000 kr. Hvad? Ahhh ja, den bøde – fartbøden. I min forståelse af tilværelsen tilhører den og ‘ kriminalitet’ to forskellige verdener. Men o. k., jeg har åbenbart begået en fodfejl.

Jeg sender straks bøden ind.

Siden har jeg til min store frustration oplevet et system, som i nogle afdelinger synes, at jeg er en samfundsskadelig forbryder, mens de i andre synes, at det her er en latterlig bagatelsag.

EFTER AT jeg har indsendt bødekopien hører jeg intet, zero – i to år. Så lander der en mail ind fra Udlændinge-og Integrationsministeriet i min e-Boks. Det er en orientering om politianmeldelse: »Ministeriet finder, at der foreligger en begrundet mistanke om, at du har begået et strafbart forhold ved at have overtrådt straffeloven § 161 om afgivelse af falsk erklæring på tro og love til en offentlig myndighed« – to år efter at jeg havde indsendt kopien af min fartbøde. Jeg tænker, der er sket en fejl, og ringer rundt til samtlige politikredse på Sjælland for at finde ud af, hvor min sag ligger. Ingen kender til den, anklagemyndighederne rundt om i landet synes, det hele lyder vanvittigt.

Men endelig finder jeg frem til politimanden i Næstved, som har fået den sag ind på sit bord. Den har cyklet lidt rundt, fordi den er en bagatelsag, og man vil egentlig hellere bruge tiden på vigtige ting som voldssager, røveri, narko, bandekrige osv. Nå, men han er sød, ham politimanden, som afhører mig i telefonen.

Han siger, at han ønsker mig det bedste, og at han ville ønske, at han kunne hjælpe mig yderligere. Han håber, jeg får mit statsborgerskab, for det virker da helt tosset ellers.

Men nej, kort tid efter, 3. november 2020, får jeg et afslag. Dog uden den mindste henvisning til ‘ svig’. Jeg har ingen klageret. Jeg har ikke krav på en begrundelse.

Jeg kan starte forfra og søge igen oktober 2022, står der lakonisk.

Tomheden bliver langsomt erstattet af skuffelse, vrede og tristhed. Hvorfor vil man ikke have mig? Lige dér kan jeg slet ikke overskue at skulle søge igen. Endnu en gang skal jeg samle dokumentation og stille op til indfødsretsprøven med de 40 spørgsmål. Formentlig bliver reglerne for at kunne søge dansk statsborgerskab strammet i mellemtiden. I 2022 kan et ukendt batteri af myndighedspersoner igen gå i gang med at bruge store mængder tid og energi på min sag. Og jeg kan vent, nu med kæmpe uro og mistro i maven.

Min (selv) tillid er forsvundet. Mon ikke de finder på noget nyt. De. Engang tænkte jeg altid ‘ vi’.

Jeg hører ikke mere, indtil jeg pludselig bliver kontaktet af folketingsmedlemmet Susan Kronborg fra Radikale Venstre, som opfordrer mig til at ringe til anklagemyndigheden.

Hun sidder i Folketingets Indfødsretsudvalget og har efter mit indlæg i Politiken besluttet sig for at tage min sag op der.

Men hvad med politianmeldelsen? Man kan ikke blive dansk statsborger, når man er sigtet for noget. Jeg ringer til Midt-og Vestsjællands Politi igen. En kvinde oplyser, at jeg kan forvente, at der går to-tre uger endnu, inden de svarer.

Jeg svarer, rådgivet af eksperter samt den jurauddannede Susan Kronborg, at jeg ønsker at understrege, at jeg sendte en kopi af bøden med det samme, og at dette derfor er et bevis på, at jeg ikke havde til hensigt at lyve eller fortie noget som helst.

En time senere bliver jeg ringet op af en senioranklager.

Jeg forklarer ham, at jeg har mulighed for at få min sag for Indfødsretsudvalget og derfor har brug for en afgørelse lidt hurtigt. Han er helt med og siger til mig, at den type sager ligger i bagatelbunken – og der har jo andre sager med personfarlig kriminalitet, som har højere prioritet. Det forstår jeg. Og han forstår heldigvis også udmærket, hvad der er på spil for mig.

DAGEN EFTER ringer telefonen. Jeg er ikke længere politianmeldt. Hun vil bare ønske mig tillykke og held og lykke med det hele. Wow! Så hurtigt kan det åbenbart gå, når man får fat i de rigtige mennesker og får forklaret, hvad man skal gøre, når man er i klemme i et stort system.

Men hvad nu, hvis jeg ikke havde haft et årvågent folketingsmedlem til at vejlede mig? Eller folkene bag foreningen Fair Statsborgerskab, der hele vejen igennem har fulgt mig? Ville jeg stadig være politianmeldt? Jeg ved nu, at jeg er ‘ kriminel’, men jeg har samtidig fået dokumentation på, at jeg ikke er fuld af løgn, bedrag og fortielser.

Tak! Det bliver spændende, om jeg alligevel er dansk nok. Min skæbne ligger nu i hænderne på de 17 mennesker, der sidder i Indfødsretsudvalget, og som om få dage skal stemme om mit videre forløb. Det er dem, jeg rækker min hånd ud til. Mon nogen griber den?.

Min (selv) tillid er forsvundet.

Mon ikke de finder på noget nyt. De. Engang tænkte jeg altid ‘ vi’.