Politikere skal ikke være sagsbehandlere

Publiceret af JP den 8. december 2020

Om en person skal have statsborgerskab må aldrig blive bestemt af politikernes mavefornemmelser. Det er desværre virkeligheden i dag, når omkring 2000 borgere årligt søger dispensation for statsborgerskab. Det er et demokratisk problem, og det bryder med vores grundlæggende retsprincipper.

Jeg har dårligt nok taget de første skridt på Christiansborg, da jeg bliver mødt af noget af en overraskelse. Når en borger søger dispensation for opnåelse af statsborgerskab, er det et udvalg af folketingspolitikere (Indfødsretsudvalget), der bestemmer om borgeren skal have statsborgerskab eller ej. Det kan være en borger, der har et fysisk eller psykisk handicap. Men vi politikere, er politikere. Ikke sagsbehandlere.

Du tænker måske, hvorfor er det overhovedet et problem? Dispensationsansøgningerne behandles bag lukkede døre i indfødsretsudvalget. Og vi politikere er ene og alene bundet af vores egen overbevisning. Uden fastlagte retningslinjer betyder det, at afgørelserne mest af alt træffes ud fra partipolitisk farve, og hvordan vinden ellers blæser den dag. Men det skal hverken være vindretningen eller politisk overbevisning, der bestemmer enkeltpersoners fremtid.

En grundlæggende hjørnesten i vores retssamfund er at beskytte borgerne mod vilkårlighed. Borgerne skal kunne forudse og forstå deres afgørelser. Det er ikke tilfældet i dag. De afviste ansøgere får ikke nogen begrundelse for deres afvisning. Og uden kendte retningslinjer har de ikke selv nogen chance for at gennemskue, hvorfor de er blevet afvist.

I grundloven fremgår det, at statsborgerskab gives ved lov. Men det betyder ikke, at det skal være folketingspolitikere, der skal sagsbehandle. Allerede i dag er der politisk fastlagte kriterier for tildeling af statsborgerskab. Derefter er det embedsmænd i indfødsretskontoret, der afgør om ansøgerne lever op til kravene. De godkendte ansøgere sættes så på et lovforslag, som folketinget stemmer om. Det samme vil man kunne gøre ved dispensationsansøgningerne.

Tilfældigheder skal udskiftes med gennemsigtighed. I stedet for at vi politikere skal agere sagsbehandlere, skal Folketinget lovgive om, hvilke situationer der giver ret til dispensation, og hvilke situationer, der ikke gør. Vurderingen skal ligge i neutrale hænder i embedsværket.

Statsborgerskab skal hverken bestemmes ud fra mavefornemmelser, vindretningen eller politisk overbevisning. Det kræver, at vi opstiller klare og gennemskuelige regler for dispensation, og overlader vurderingen i partineutrale hænder.